Reglerne om politiets arbejde er offentlige, og de er skrevet ned. De er bare ikke skrevet til den, de handler om, og de ligger ikke dér, hvor hun leder efter dem.
Er du sigtet i en sag, står der ingen steder samlet, hvad det betyder, hvad du skal, hvad du ikke skal, og hvor længe noget må vare. Oplysningerne findes spredt i en lov på flere tusinde paragraffer, i vejledninger, og i en myndigheds egen struktur, som borgeren ikke kender. Retsguiden samler dem efter den situation, borgeren er i.
Hver påstand har en henvisning, og henvisningen siger, hvor sikker den er. Hver frist står i sit eget register, så det samme tal ikke kan stå forskelligt to steder. Hver artikel ender det samme sted: her er reglen, her er fristen, her er den, der kan hjælpe dig videre.
Den rådgiver ikke i den konkrete sag. Den vurderer ikke skyld. Den siger ikke, om du bør tale med politiet, fordi det er et valg, der afhænger af sagen, og fordi en guide, der svarer på det, giver juridisk rådgivning uden at kende sagen. Den peger ikke på en bestemt advokat.
Retsguiden har ingen kontaktoplysninger, og det er ikke en forglemmelse. En adresse på en side om strafferet er en invitation til at fortælle om sin sag, og i samme øjeblik nogen gør det, ligger der oplysninger om en verserende straffesag hos nogen, der hverken kan eller må behandle dem. En guide, der ikke kan svare, skal heller ikke spørges. Er du sigtet, er vejen en forsvarer.
Lovgivningen ændrer sig, og en henvisning, der var rigtig i går, kan være forkert i dag. Rettelser sker med synligt datostempel, og kildegrundlaget siger åbent, hvor langt kontrollen er nået, i stedet for at lade en uprøvet henvisning se prøvet ud.