Det er ikke en undskyldning, det er en straffrihedsgrund. Men grænsen ligger i ordet nødvendigt.
Nødværge er et af de mest misforståede begreber i dansk strafferet, fordi det både er bredere og snævrere, end folk tror.
Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Angrebet skal være uretmæssigt. Det skal være påbegyndt eller overhængende, altså ikke overstået og ikke blot frygtet. Handlingen skal være nødvendig. Og den må ikke åbenbart gå ud over det forsvarlige.
Det er dér, de fleste sager falder. At slå igen, efter den anden har trukket sig, er ikke nødværge, uanset hvad der gik forud. Tidslinjen er derfor det vigtigste bevis.
Loven har en regel om overskridelse af nødværge, og den er mere konkret, end den ofte gengives: den, der overskrider grænserne, bliver alligevel straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Det er ikke enhver tilstand — det er de to, loven nævner, og det er dem, forklaringen skal handle om. Vurderingen hører hjemme hos en forsvarer.
Nødværgereglerne gælder tilsvarende for handlinger, der er nødvendige for på retmæssig måde at få et lovligt påbud adlydt, at iværksætte en lovlig pågribelse eller at hindre, at en fange eller en tvangsanbragt rømmer. Det er dér, hjemlen ligger for den magt, en privat anholdelse kan kræve — og det er samtidig grænsen for den.
Bliver du sigtet efter et slagsmål, er det afgørende, at din forklaring om, hvem der angreb hvem, kommer frem tidligt og kommer rigtigt i rapporten.
LBK nr 1294 af 07/11/2025. Et mærke med kapitel betyder, at reglen hører under det kapitel, men at paragrafnummeret endnu ikke er efterprøvet i lovens fulde tekst. Se kildegrundlaget.
Senest opdateret 2026-10-11.