Straffrihed betyder ikke, at der ikke sker noget. Det betyder, at reaktionen bliver en anden.
Det er et af de områder, hvor den offentlige debat og loven taler forbi hinanden.
Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Det samme gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Var man retarderet i lettere grad, straffes man heller ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for det.
Der er én undtagelse, som er værd at kende: var tilstanden forbigående og fremkaldt af alkohol eller andre rusmidler, kan der alligevel straffes, når særlige omstændigheder taler for det. Rus er altså ikke en vej ind i straffriheden.
Frifindes en tiltalt for straf efter den bestemmelse, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Det er det, der i daglig tale kaldes en behandlingsdom eller en anbringelsesdom.
Spørgsmålet afgøres ikke af en fornemmelse. Der foretages en mentalundersøgelse, og Retslægerådet udtaler sig. Det tager tid, og det er en af de hyppige årsager til, at en sag trækker ud.
En foranstaltning er ikke fastsat i måneder som en straf, men loven sætter alligevel rammer. Medfører foranstaltningen anbringelse i institution, eller giver den mulighed for det, fastsættes en længstetid på 5 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden fastsætte en ny længstetid på 2 år.
Ved de groveste forbrydelser — drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig vold, trusler, brandstiftelse, voldtægt og anden alvorlig seksualforbrydelse, og forsøg på dem — fastsættes i almindelighed ingen længstetid. Til gengæld skal anklagemyndigheden indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse for retten 5 år efter afgørelsen og derefter mindst hvert andet år. Der er altså altid en tilbagevendende prøvelse, også når der ikke er en slutdato.
Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at foranstaltningen ikke opretholdes længere eller videre end nødvendigt. Ændring eller ophævelse kan begæres af den dømte selv, af bistandsværgen, af anklagemyndigheden, af institutionens ledelse eller af kriminalforsorgen. Én ting er værd at vide på forhånd: bliver en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ikke taget til følge, kan en ny først fremsættes 6 måneder efter kendelsen.
LBK nr 1294 af 07/11/2025. Et mærke med kapitel betyder, at reglen hører under det kapitel, men at paragrafnummeret endnu ikke er efterprøvet i lovens fulde tekst. Se kildegrundlaget.
Senest opdateret 2026-10-11.