Hovedreglen er en retskendelse. Undtagelsen er, at formålet ellers ville gå tabt, og netop den undtagelse kan du kræve prøvet bagefter.
Boligens ukrænkelighed står i grundloven, og undtagelserne fra den står i retsplejeloven. De er ikke få, men de har en form.
Ransagning af en bolig eller andre husrum hos en mistænkt kræver som udgangspunkt en retskendelse. Kendelsen skal angive, hvad der ransages, hvad man leder efter, og hvorfor. Betingelserne er skærpede, når det handler om en person, der ikke selv er mistænkt.
Ville formålet gå tabt, hvis man ventede på en kendelse, kan politiet træffe beslutningen selv. Det er den bestemmelse, der bruges, når politiet står uden for døren. Den er lovlig, men den er ikke det sidste ord.
Er der ransaget uden kendelse, fordi øjemedet ellers ville forspildes, kan du forlange, at politiet forelægger sagen for retten, og så skal det ske snarest muligt og senest inden 24 timer. En dommer tager derefter stilling til, om indgrebet kan godkendes, og du skal have lejlighed til at udtale dig, inden afgørelsen træffes. Læg mærke til, at det kræver din anmodning. Sker der ingenting fra din side, sker der ingen efterprøvelse. Politiet skal på sin side vejlede dig om, at muligheden findes; træffes ingen hjemme, skal du underrettes bagefter, eventuelt ved en skriftlig meddelelse efterladt på stedet. Sig det på stedet, og skriv ned hvornår du sagde det.
Er du til stede, skal du gøres bekendt med ransagningen og grundlaget for den og opfordres til at overvære den. Foretages den på en retskendelse, skal kendelsen forevises, hvis du beder om det. Du kan desuden kræve, at et vidne, du selv udpeger, er til stede, medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler imod. Er der ingen hjemme, tilkaldes så vidt muligt to husfæller eller andre vidner. Politiet kan fjerne de tilstedeværende, hvis ransagningens formål kræver det, for eksempel hvis nogen lægger hindringer i vejen.
Tages der noget med, er det en beslaglæggelse og ikke en del af ransagningen. Det beslaglagte skal snarest muligt optegnes og mærkes, og politiet skal på begæring udstede kvittering for det. Kvitteringen kommer altså ikke af sig selv — bed om den, inden de går. Uden den er der ingen måde at vise, hvad der blev taget.
Giver du som mistænkt skriftligt samtykke til en ransagning, kan politiet selv træffe beslutningen, og kendelsen bortfalder. Loven kræver netop skriftlighed her; et nik i døren er ikke det, bestemmelsen taler om. Et samtykke skal være frivilligt, og du kan sige nej. Siger du ja, kan du ikke bagefter få prøvet, om betingelserne var opfyldt, for der var ikke brug for dem. Det er værd at vide, før man siger ja for at være flink.
Ransagning må ikke foretages, hvis den efter formålet, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, den må antages at volde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb; om den er forbundet med ødelæggelse eller beskadigelse af ting, indgår i den vurdering. Og den skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, uden unødig opsigt i valget af tidspunkt og fremgangsmåde. De to bestemmelser står over kendelsen: at en dommer har sagt ja, gør ikke enhver fremgangsmåde lovlig.
LBK nr 1298 af 07/11/2025, LOV nr 169 af 05/06/1953. Et mærke med kapitel betyder, at reglen hører under det kapitel, men at paragrafnummeret endnu ikke er efterprøvet i lovens fulde tekst. Se kildegrundlaget.
Senest opdateret 2026-10-11.