Over for politiet er det frivilligt. Over for retten er det en pligt. Den forskel er den vigtigste i hele emnet.
Mange opdager først forskellen, når de står med en indkaldelse i hånden. Den er værd at kende inden.
Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring. Du kan sige nej til at udtale dig til politiet, uden at det i sig selv har konsekvenser. Du skal dog oplyse navn, adresse og fødselsdato.
Her er det en borgerpligt. Bliver du indkaldt, skal du møde, og du skal forklare dig sandt. Udebliver du uden lovlig grund, kan retten pålægge bøde og i sidste ende lade dig afhente. Forklarer du usandt under strafansvar, er det i sig selv strafbart.
Er du nærmeste familie til den, sagen handler om, har du som udgangspunkt ikke pligt til at vidne. Retten kan i særlige tilfælde alligevel pålægge det, når forklaringen er afgørende, og sagens alvor taler for det. Sig det til retten, så snart du modtager indkaldelsen, og vent ikke til dagen.
Du har ikke pligt til at svare på spørgsmål, der udsætter dig selv eller din nærmeste familie for straf eller tab af velfærd. Sig det til dommeren, så tager retten stilling til, om spørgsmålet skal besvares.
Du kan få vidnegodtgørelse for transport og for tabt arbejdsfortjeneste efter faste takster, og du skal bede om det på dagen. Føler du dig utryg, sig det til politiet eller retten inden: der findes muligheder for at afgive forklaring uden at gerningspersonen er i lokalet, og for at dørene lukkes.
LBK nr 1298 af 07/11/2025. Et mærke med kapitel betyder, at reglen hører under det kapitel, men at paragrafnummeret endnu ikke er efterprøvet i lovens fulde tekst. Se kildegrundlaget.
Senest opdateret 2026-09-21.