At være varetægtsfængslet er ikke det samme som at være isoleret. Det andet kræver en selvstændig afgørelse, og betingelserne er snævre.
Isolation betyder, at du er udelukket fra fællesskab med de øvrige indsatte. Det er ikke en skærpelse, fængslet kan beslutte, og det er ikke noget, der følger af selve varetægten. Det er en kendelse, retten afsiger efter anmodning fra politiet.
For det første skal varetægtsfængslingen være besluttet af hensyn til efterforskningen, altså fordi der er risiko for, at du vanskeliggør forfølgningen ved at påvirke andre. Er du fængslet af en anden grund, kan isolation ikke bruges.
For det andet skal der være bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslingen i sig selv ikke er nok til at hindre det, for eksempel ved at du gennem andre indsatte påvirker medsigtede eller truer nogen.
Isolation må kun iværksættes eller fortsættes, hvis formålet ikke kan nås med noget mindre indgribende, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til sagens betydning og den retsfølge, der kan ventes. Det er ikke en formalitet: det er den afvejning, din forsvarer skal føre for retten, hver gang spørgsmålet er oppe.
Kendelsen kan kæres til landsretten, og den kan tages op igen. Bed din forsvarer om at gøre det, og bed om at få begrundelsen skriftligt. Isolation har veldokumenterede følger for helbred og hukommelse, og netop derfor er reglerne skrevet, som de er.
Er du isoleret, må du ikke afhøres, uden at din forsvarer er til stede, medmindre både du og forsvareren siger ja til det. Det er en af de få steder, hvor loven gør forsvarerens tilstedeværelse til hovedreglen frem for en mulighed.
LBK nr 1298 af 07/11/2025. Et mærke med kapitel betyder, at reglen hører under det kapitel, men at paragrafnummeret endnu ikke er efterprøvet i lovens fulde tekst. Se kildegrundlaget.
Senest opdateret 2026-09-21.