Det er en hjælpeforanstaltning efter politiloven, ikke et led i en straffesag. Forskellen betyder noget for, hvad der gælder.
Det er en af de mest almindelige former for frihedsberøvelse, og den fleste tror det er en anholdelse. Det er det ikke.
Politiet skal tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om, at personen er syg eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, skal vedkommende straks undersøges af en læge — det står i selve loven og ikke først i bekendtgørelsen.
Detentionen er desuden den sidste udvej. Frihedsberøvelse må kun ske, hvis mindre indgribende midler ikke rækker, og loven nævner dem: hjemtransport, overgivelse til andre, der forsvarligt kan tage sig af den pågældende, eller indbringelse til hospital eller forsorgshjem. Først derefter detention. Og frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som mulig.
At have været i detention er ikke i sig selv en straffesag. Der kan være en selvstændig sag ved siden af, for eksempel om uorden, men frihedsberøvelsen efter denne bestemmelse er en hjælpeforanstaltning.
Inden du anbringes i detentionen, skal politiet gøre dig bekendt med retten til at få kontakt med pårørende eller arbejdsgiver. Beder du om, at de underrettes, skal politiet efterkomme det, hvor omstændighederne tillader det. Beder du om selv at ringe, skal det efterkommes, medmindre særlige forhold taler imod, for eksempel at du gennem beskeden kan modvirke en efterforskning.
Inden den endelige anbringelse skal du altid undersøges af en læge. Indtil det er sket, kan der ske foreløbig anbringelse, og så skal der føres skærpet tilsyn.
Der føres tilsyn med dig mindst én gang hver halve time, og opstår der tvivl om din tilstand, skal du straks tilses ved fremmøde. Er der mistanke om, at du er for syg til at være der, skal der straks tilkaldes læge.
Her går grænsen ikke ved 18, men tre steder. Et barn under 12 år må slet ikke anbringes i detention. Et barn under 15 år må kun anbringes, hvis anden anbringelse er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig på grund af barnets adfærd — og så skal barnet hurtigst muligt undersøges af en læge, og anbringelsen må ikke vare ud over 4 timer, medmindre det ikke er muligt at overgive barnet til nogen inden da.
Er barnet under 15 år, skal der hurtigst muligt underrettes: forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der forsvarligt kan tage sig af barnet. Er den unge mellem 15 og 17 år, skal politiet rette henvendelse til hjemmet for at underrette om anbringelsen.
Bed om at få udleveret dokumentation for tidspunkterne for indbringelse og løsladelse. En klage over forløbet hører hjemme hos Politiklagemyndigheden.
BEK nr 988 af 06/10/2004, LBK nr 1270 af 29/11/2019. Et mærke med kapitel betyder, at reglen hører under det kapitel, men at paragrafnummeret endnu ikke er efterprøvet i lovens fulde tekst. Se kildegrundlaget.
Senest opdateret 2026-10-11.